jul på tingkroen
julen på Amagers fineste slyngelstue er noget helt særligt:
den er fyldt med traditioner, julehygge og rigtig mange gode undskyldninger for at kigge forbi. vi pynter op allerede i november og piller det først ned igen efter hellig 3. konger.
igennem december byder vi på daglig pakkekalender, adventshygge, julefrokost og selvfølgelig både juleaften og nytår på slyngelstuens betæppede gulve.
nogle arrangementer er åbne for alle, mens andre kræver tilmelding og betaling i baren. og husk: der er altid rift om pladserne
julens traditioner
vi pynter op til jul
den første uge i november trækker slyngelstuen i juletøjet, skruer helt op for nissehuen og starter årets (endnu vildere) julepyntning. der er tradition for en julekugle eller titusinde, og vi lader selvfølgelig julestemningen bliver helt til hellig 3 konger. hold øje med vores facebook-side, hvor vi vil annoncere årets julekugle-konkurrence
gløgg og æbleskiver
den første søndag i advent kl. 14:30 inviterer vi på gløgg og hjemmebagte æbleskiver, præcis som mormor gjorde det. vi lytter til GIRO413 og mærker duften sprede sig i krostuen, alt imens vi smider mønter efter det gode formål
pakkekalender
hver dag 1.-24. december kl 18:00 rafler vi om dagens kalendergave. kromutter har været på rov og finder de sødeste, sjoveste, stille og rolige gaver, som man måske (måske ikke) lige stod og manglede. det hele er bare hygge & sjovt – og bedst af alt, er det gratis!
ADVENTSKALENDER
hver søndag i advent trækker vi lod om et klippekort blandt ugens brugte. vi firdobler altså chancen og giver 10 øl til en heldig vinder, hver søndag i advent. vinderen trækkes kl 15:00
julens fester
julefrokost og karaoke
med phil nice
lørdag d. 5 december lukker vi dørene og spiser måske årets hyggeligste måltid sammen. menuen er det store kolde bord: med sild, filet, flæskesteg, leverpostej og meget, meget mere. og bedst af alt? så er brændevinen fri
når vi er fulde af mæthed og mættet af fuldhed, slår vi dørene op for resten af verden og giver den alt hvad vi har, når phil nice endnu engang omdanner krostuen til en dansehal af dimensioner. vi slutter nemlig aftenen af med en hård omgang karaoke – juleedition, hvis du er frisk!
pris 350,- kr. pr. person, tilmelding og betaling i baren
juLEAFTEN
24. december lukker vi dørene kl. 16:30, dækker et langbord op, og fejrer jul med alle dem, som vil fejre jul med os. menuen er traditionel julemad med både flæskesteg og andebryst, samt kartofler i alle diversitetens afskygninger, og vin til maden. vi laver (en meget hektisk) pakkeleg, leverer julegaver fra selveste julemanden og nyder, at vi har hinandens selskab.
vi åbner dørene igen omkring ca. 22:30
(med forbehold for ændringer, hvis hyggen trækker ud)
pris 500,- kr. pr. person, tilmelding og betaling i baren
nytårsaften
31. december lukker vi dørene kl. 15:00, trækker i festtøjet og gør vores allerypperste for, at du skal have den allerbedste start på dit nyt år. vi smider serpentiner i timevis, gemmer bordbomber i jakkelommerne og glæder os til, at klokken slår 24:00
inden da, spiser vi 3 retters menu, laver nytårsquiz, ser 90 års fødselsdag og gør champagne & kransekage klar. alt sammen med en sjov hat på hovedet.
pris 500,- kr. pr. person, tilmelding og betaling i baren